Bæredygtighed og klima

Når det kommer til bæredygtighed, er der en jungle af produkter og termer, som bliver smidt rundt mellem hinanden.

Bæredygtighedstanken bag GrønNært baserer sig på et ønske om at sælge produkter, man vil kunne lave for evigt uden konsekvenser for klima og miljø.

Det er langt fra alle produkter på siden, der lever op til denne standard, men det vil altid være det mål, jeg har for øje, når jeg udvælger de produkter, jeg mener er mest bæredygtige.

Gennemsigtighed

Ved at drive en 100% gennemsigtig virksomhed tror jeg, at man skaber et særligt bånd til sine kunder.

Jeg ønsker selv at opnå jeres tillid, og det tror jeg bedst opnås ved at give jer min. Med gennemsigtighed som kerneprincip håber jeg på at skabe forståelse for værdien af de produkter, jeg sælger, og den tid, der er lagt i dem.

Vi lever i en verden, hvor værdien af en vare bestemmes ud fra, hvor lavt man kan få den ned i omkostninger, og jeg tror, vi har glemt, at en vare i sig selv er værdifuld.

Det vil jeg gerne vise jer.

Information

Det er vigtigt at holde sig informeret... men det tager også bare så lang tid. Derfor er det en del af GrønNærts kerneværdier at samle information og servere den i små, mundrette bidder, så du kan finde lige netop den information, du står og mangler, før du kan træffe en købsbeslutning.

Zero waste

Zero waste er en hel bevægelse, der dækker over målet om ikke at producere affald - noget, de fleste af os nok godt kunne blive bedre til.

Derfor er det også en del af GrønNærts værdisæt at gøre opmærksom på og forsøge at undgå affald i vores daglige liv. Der findes mange måder, vi nemt kan undgå det affald, vi ser som en uundgåelig del af livet.

Slow living

Bæredygtighed er mange ting.

Når ordet nævnes, er klima og miljø nok det første, folk tænker på. Men i virkeligheden beskriver bæredygtighed noget, der er i stand til at bære eller vare ved.

En ting, jeg tvivler på er i stand til at bære i det lange løb, er det hæsblæsende liv, vi lever i det 21. århundrede.

Vi går ned med stress og angst på stribe og bliver konstant bombarderet af sociale medier og forventninger.

Derfor har jeg valgt også at have denne vinkel på bæredygtighed med i GrønNært.

Fordi et bæredygtigt liv handler om meget mere, end hvad vi propper i indkøbskurven.